| Mottaker: | JOHANNE LUISE HEIBERG |
| Datering: | 15. april 1871 |
| Sted: | DRESDEN |
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||||
| Om verket | ||||||||||||||
| Les mer om brevene | ||||||||||||||
Konvolutt
Fru Etatsrådinde Heiberg.
Rosenvænget.
Kopenhagen.
Til fru 
etatsrådinde Heiberg!
etatsrådinde Heiberg!Havde jeg på engang sendt
alle takkens små billetter,
billetter,i de vågne vinternætter
sammenskrevne,
sønderrevne,
skulde, lig en snesky spændt
over himlen,
hele vrimlen,
hver bemalet
med et magtløst takkens ord,
som et prosa-snefog dalet
snefog daletKunde jeg på engang sendt,
uden bur af skrift og prent,
alle tankens løse fugle, –
løse fugle, –ind dem smugle
skulde jeg, hvor stilhed råder,
der, hvor åndens dunkle lag,
der, hvor skønheds glade gåder
op imod forklaring stunder
og, som knop en forårsdag,
foldes ud i et vidunder. –
Brydes skulde stuens fred,
der min fugleflok slog ned;
lytte skulde børn derinde,
børn derinde,som i skog til jagten fjern; –
bag usynlighedens værn
mine fugle skulde tvinde
i en anings trillers rad
takkens kvad,
kredse let og vinger ryste
om den store seers byste.
den store seers byste.Løse tanker,
tørre breve
slår ej til; jeg vælger vers.
Op fra daglig-dækkets planker
daglig-dækkets plankermå jeg hæve
synet vidt og rundt fra mers.
mers.Prosa stil er for ideer,
vers for syner;
sindets lyst og sindets veer,
sorg, som på mit hoved sneer,
harm, som lyner, –
just i versets lænker.
Men når takken, som mig brænder,
nu jeg sender, –
mon det da er blot mit stykkes
mit stykkesscene-lykkes
skaberinde,
hvem jeg fletter
disse versets små buketter?
Nej, et glansfuldt større minde
et glansfuldt større mindelægger ordet på min mund,
mindet om en skønhedsfyldig
højtids-stund,
mindet om en rad af timer,
langt tilbage,
da jeg så Dem sejrrig drage,
smykket, gratie-fulgt og sand,
gratie-fulgt og sand,gennem kunstens under-land; –
da just blev jeg takken skyldig;
derfor er det nu jeg rimer.
Se, da jeg ifjor Dem gæsted,
ifjor Dem gæsted,var jeg stum;
skønheds-gældens runde sum
bar jeg, i mit hjerte fæstet,
med tilbage;
har med renter summen øget,
og trods alt, hvad her jeg maler,
får jeg, som en slet betaler,
aldrig denne gældspost strøget.
Underligt til Danmark bundet
står De altid for mit øje, –
bundet til en dag ved Sundet,
Sundet,mellem bøgekroner høje.
Sol i luften, sol på fladen.
Sejler-gaden
fures af en blålig krusning;
sommer-susning,
født i «Skoven»,
«Skoven»,dirrer lig et digt foroven.
Det er søndag; glade klynger
ler og synger;
både gynger
under ly af kystens skrænt;
lyse kjoler
blinker, soler
sig, hvor klokker og violer
har sit danske tæppe spændt.
Men derude,
helt fra nord, hvor Kronborg troner,
Kronborg troner,indtil syd, hvor fjernt Tre Kroner
Tre Kronerhvilken rad af ranke svaner,
hvilken stimmel,
hvilket tog af hvide sejl!
Skude slutter sig til skude;
lysglans i de hvalte klude,
hvalte klude,vimplers vrimmel,
højdens himmel
ser sig selv i dybets spejl.
Slank og smekker,
drømfyldt jomfru mellem snekker,
snekker,glider en mig just forbi.
Hun er lig et sagn, der bæver
bag det slør, det hylles i;
hun er lig et syn, der hæver
sig og svæver
ad en lukket gåde-sti.
Ellepiger
Ellepigervinker, viger,
svøbt i skum om bougens stavn;
alfer følger
kølens bølger;
men i flagets folder dølger
sig «Agnetes» navn.
«Agnetes» navn.Og se der, – et modsat billed!
Hvilke kække kast i dansen!
bær dog kransen.
Vimpler vinder sig langs riggen;
riggen;flag fra stranden hilser briggen;
briggen;halvvejs hjemlig, halvvejs fremmed,
halvt en havfrue, halvt et tæmmet
barn fra heden,
heden,Som iblinde
ledet frem af milde vinde, –
som i drømme
løftet af de lette strømme,
se felukken!
felukken!Al Provences adel taler
Provences adel taleri dens stigen, i dens dukken; –
elskovs sukken,
dæmpet båren
citharklang, fra dækket maler
citharklang, fra dækket malersjæle-våren;
madrigaler
madrigalerover stumme klynger daler,
som på strandens grønne hynde
hyndevugges i «Jolanthes» ynde.
«Jolanthes» ynde.Hvo kan tælle
hele flåden,
som i solskin følger efter,
Over fråden
«Ragnhild» hælder,
«Ragnhild» hælder,som om dybets dulgte kræfter
lokked hjem; –
lotos lig på strømme stride,
lotos lig på strømme stride,hist «Ophelia», den fagre,
«Ophelia», den fagre,ses at flagre,
ses at glide; –
rang-fregatter,
fregatter,
klipper-skarer,
klipper-skarer,hjemad farer
under landets klap og latter. –
Sådan De til Danmark bundet
står i mindet for mit øje, –
bundet til en dag ved Sundet,
mellem bøgekroner høje.
Stundom har jeg spurgt mig selv:
mon vel slægten
engang, i sin travle fægten
og fornægten,
sænke skal i glemsels elv
denne skat af geniers nåde?
geniers nåde?Skal en tid, hvem afstand døver,
rane, lig en engelsk røver,
rane, lig en engelsk røver,denne danske stormagts-flåde?
farve-, form- og ord-poeter,
arkitekter,
og hvad vi for resten heder,
vi, som fik det kald at bygge
vore skønheds-skuders rygge
af lidt mer solide lægter, –
lægter, –
vi tør ej vor skæbne klandre,
om vor flåde
ej blir hver en tid til måde.
til måde.Mangen klipper, mangen studser,
studser,
rigget til med sang og klang,
rigget til med sang og klang,får engang
plads og rang
mellem skibs-Jeronimusser; –
skibs-Jeronimusser; –mangt et skrog af form og toner,
af sin samtid assureret,
engang, på de våde veje
havareret,
hales ind i flådens leje,
uden takkel og kanoner,
takkel og kanoner,til de andre Magdeloner.
Magdeloner.Der vi prise kan vor lykke,
hvis en nykke
vore værfters mesterstykke
venligst sparer
for de herrer antikvarer.
født og bunden
kun til stunden,
må, som sæbeboblers dunst,
må, som mørkets meteor,
blænde, briste,
og så friste,
uden spor,
hænders værkers lod på jord.
Sving Dem som en fugl i luften
op fra denne trange tanke!
Just fordi
Deres kunst er barn af duften,
af beånden,
af en stemning,
af person og fantasi, –
ej et værk af sten og planke,
ej en tanke,
klistret fast med sort på hvidt,
men en alf på skønheds ranke,
hvor den evig gynger frit, –
just fordi den fattes form,
som med hånden
gribes kan, der sættes dæmning
for hvert bid af ældens orm.
skal De stå for slægters øje, –
bundet til en nat ved Sundet,
under mindets stjerner høje. –
Hvilke sagnets syner vide!
Hele flåden,
fra fregatten
ned til båden,
båden,ser jeg glide
gennem natten
langsmed landets lune side;
tågen slører sejl og master,
halvlys kaster
kasterover stang og rå tilsammen
stang og rå tilsammensvanehammen;
hvad i afstand øjet svigter,
ind man digter;
kvinder, som fra stranden drømmer,
mænd, som dømmer
efter egen fordrings lov,
slægt, som efter slægt befolker
kyst og skov, –
synets skønheds-form fortolker
efter skiftende behov.
liv i mindet,
det, at stå for folkesindet
ren for ældens møl og rust;
møl og rust;
det er livet, det, at bøje
eget indhold, åndigt, rigt,
i den form, som folkets øje
kræver for sit eget digt;
det er livet:
mythe-vorden,
mythe-vorden,vekselfuld som alfepigen,
følge slægten i dens stigen,
følge tiders krav og orden, –
og se, denne lod på jorden
blir Dem givet. –
I en skønheds-fattig tid
har det kvæget mig at følge
kvæget mig at følgeDeres færd på kunstens bølge,
under sol og medbør blid, –
kvæget mig at stirre did,
hvor, i skær af svale nætter,
sagnet sig om færden fletter.
råbet af en seers røst:
underfuldt til Danmark bundet
skal De stå for slægters øje, –
bundet til en nat ved Sundet,
under mindets stjerner høje!
Henrik Ibsen.
